Paneler, døre og skabslåger skal have en glat, robust og rengøringsvenlig overflade. Her får du hele processen for både nyt og tidligere behandlet træværk – og overblik over grundere, mellemmalinger og emaljer.
På indendørs træværk, f.eks. paneler, døre og skabslåger, er ønsket normalt en glat, robust og rengøringsvenlig overflade med mulighed for flotte farvekombinationer.
Malingerne fås i forskellige glanstrin, og generelt er det sådan, at jo blankere maling des mere rengøringsvenlig er overfladen. Men samtidig stiger kravet til bundarbejdet og arbejdets udførelse, idet genskinnet i blanke malinger afslører de mindste ujævnheder i bunden. Vælger man en halvblank maling, har man i de fleste tilfælde et godt kompromis, og en robust overflade.
Nyt- og ubehandlet træværk
- Shellakér. Behandl knaster og harpiksholdigt træ med knastlak.
- Grunding. Grund træværket med SIGMA Plastalkydgrundmaling, fortyndet ca. 10% med vand, eller med SIGMA Renova Træprimer.
- Udfyldning og spartling. Søm-/monteringshuller o.lign. udfyldes med acrylkit. Plet- eller fuldspartling udføres med Acrylspartelmasse.
- Mellembehandling. Til mellembehandling under vandige produkter anvendes SIGMA Træprimer, og alternativt under alkydprodukter Contour Alkydmellemmaling.
- Færdigbehandling. Færdigbehandling udføres 1-2 gange med vandig- eller alkydemaille i ønsket glans.
NB! Der skal altid slibes og afstøves mellem de enkelte behandlinger.
Tidligere behandlet træværk
For at den nye maling kan opnå en god vedhæftning til det gamle underlag, er det vigtigt, at træværket rengøres for fedt og snavs m.m., samt at blanke flader matslibes.
- Rengøring. Afvaskning med Sigma Grund, grundrengøringsmiddel, tilsat vand efter brugsanvisning. Eftervask med rent vand.
- Afrensning. Er træværket misligholdt med afskallet maling, kræves der ekstra slibearbejde. Er den gamle maling utilstrækkelig fastsiddende, bør den afrenses totalt, f.eks. med farve- og lakfjerner eller med farveafbrænder. (Afrenses totalt, behandles som beskrevet under ubehandlet træværk).
- Pletning. Pletning af evt. afskallede områder med SIGMA Træprimer.
- Pletspartling. Pletspartling af stød, slag og småskrammer med Acrylspartelmasse/Universal spartelmasse.
- Mellembehandling. Til mellembehandling under vandige produkter anvendes SIGMA Træprimer, og alternativt under alkydprodukter Contour Alkydmellemmaling.
- Færdigbehandling. Færdigbehandling udføres 1-2 gange med vandig- eller alkydemaille i ønsket glans. Ved risiko for gennemslag i vandig maling fra vandopløselige stoffer i underlaget, kan der være behov for yderligere behandling med SIGMA Træprimer.
NB! Der skal altid slibes og afstøves mellem de enkelte behandlinger.
Mellembehandlingsprodukter
SIGMA TRÆPRIMER
Vandig spærrende primer til grund- og mellembehandling af træværk og primning af hårde og glatte flader.
CONTOUR ALKYDMELLEMMALING
Til mellembehandling af indvendigt træværk under alkydprodukter.
Færdigbehandlingsprodukter (emailler)
SIGMA SATIN 30 (halvmat), SIGMA SEMI-GLOSS 60 (halvblank), SIGMA GLOSS 90 (blank)
Er acrylplastemailler til ud- og indvendig brug. De giver en slidstærk og robust overflade, de har en god flydeevne og gulner ikke.
SIGMA ACRYLEMAILLE 30 (halvmat), SIGMA ACRYLEMAILLE 50 (halvblank)
Er plastemailler til indvendig brug. De giver en hård og slidstærk overflade, de har en god flydeevne og gulner ikke.
HISTOR SILKEGLANS EMAILLE (halvmat), HISTOR HØJGLANS EMAILLE (blank)
Er alkydemailler til indvendig brug. De giver en hård og slidstærk overflade og har en særlig god flydeevne.
CONTOUR ALKYDEMAILLE 60 (halvblank)
Er en urethanalkydemaille til ud- og indvendig brug. Den giver en slidstærk og robust overflade og har god fylde og flydeevne.
Produkterne kan tones ud fra SIGMA professionelle tonesystem, med undtagelse af Contour Alkydmellemmaling og SIGMA Gloss.
Tips
Når der er megen varme i luften, er åbningstiden (den tid man kan arbejde med malingen) på vandig maling meget kort – derfor er det vigtigt at planlægge arbejdets gang. Det kan i en sådan situation være en god idé at fortynde malingen en lille smule med vand.
Kan man acceptere et ganske svagt mønster (struktur) i malingsfladen, kan plane flader rulles med glat rulle. Dækkeevnen er afhængig af, hvor jævnt malingen lægges på. Godt værktøj og omhyggelig forsletning, alternativt anvendelse af rulle, giver den bedste dækkeevne. Rene kulører dækker generelt dårligt. Det kan der tages højde for i "rigtigt" kulørvalg i mellemmalingen.
Fremgangsmåde ved maling af fyldningsdøre
